Spørgerne havde gennemført et delvist generationsskifte, hvor der var overdraget 28,95 pct. af H1 ApS, hvorefter Spørgerne hver ejede 50 pct. af H1 ApS.

Spørgerne ønskede bekræftet, at overdragelsen kunne ske med skattemæssig succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34. Spørgerne ønskede endvidere bekræftet, at værdien af de overdragne kapitalandele var opgjort korrekt. Endelig ønskede Spørgerne bekræftet, at den aftalte købesum efter et beregnet værdinedslag som følge af, at der i overdragelsen indgik en skatteforpligtelse på kapitalandelene, var opgjort korrekt.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen kunne ske med skattemæssig succession.

Værdiansættelsen af de overdragne kapitalandele var sket med udgangspunkt med værdierne ved stiftelsen af H1 ApS ca. 8 måneder før overdragelsen, samt ved en handel med tredjemand ca. 2 måneder før overdragelsen. Spørgerne havde således valgt at værdiansætte kapitalandelene til handelsværdi. Spørgerne havde ikke indregnet indtjeningen i H1 ApS i perioden fra stiftelsen og frem til overdragelsen i værdiansættelsen

Skatterådet fandt, at indtjeningen i H1 ApS i perioden fra stiftelsen og frem til overdragelsen skulle indgå i værdiansættelsen, og Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte værdiansættelsen.

Købesummen var fastsat til den opgjorte værdiansættelse med fradrag af et værdinedslag, der fremkom ved nutidsværdien af skatteforpligtelsen med tillæg af halvdelen af successionsfordelen. Spørgerne havde lagt til grund, at den overtagne skatteforpligtelse kom til betaling, når erhververen blev 60 år samt at Spørgerne havde lige stor forhandlingsstyrke.

Skatterådet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den overtagne skatteforpligtelse kom til betaling, når erhververen blev 60 år. For så vidt angik fordeling af successionsfordelen fandt Skatterådet, at det var overdrager, der finansierede overdragelsen, der havde haft den største indflydelse på aftalevilkårene. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at købesummen efter et beregnet værdinedslag var opgjort korrekt.

Spørger 1 havde i sin egenskab af værge for sin mor, A, søgt Familieretshuset om tilladelse til, at A i 2023 og 2025 kunne udbetale det maksimale afgiftsfrie gavebeløb til Spørger 1, hendes ægtefælle og hendes to børn. Ansøgningerne var indsendt i juli 2023 og april 2025. Familieretshuset traf i september 2025 afgørelse om, at A kunne yde gaver i overensstemmelse med ansøgningerne for 2023 og 2025. Gavebeløbene for 2025 blev udbetalt i 2025 uden betaling af gaveafgift, da gavebeløbene svarede til de maksimale afgiftsfri gavebeløb i 2025.

Spørgerne ønskede bekræftet, at gavebeløbene for 2023 tilsvarende kunne udbetales uden betaling af gaveafgift, da gavebeløbene svarede til de maksimale afgiftsfri gavebeløb for 2023.

Skatterådet fandt, at Spørgerne havde fået kendskab til gaverne senest ved ansøgningen i juli 2023, men at der var knyttet betingelser til gaverne, der forudsatte Familieretshusets godkendelse, der kunne udskyde beskatningstidspunktet.

Da Spørger 1 tidligere havde modtaget det maksimale gavebeløb fra sin mor, A, i 2019, 2021 og 2022, fandt Skatterådet efter en konkret vurdering, at betingelsen om Familieretshusets godkendelse var en resolutiv betingelse, der ikke udskød beskatningstidspunktet.

Spørger 1’s ægtefælle havde modtaget gave i enten 2021 eller 2022, mens Spørger 1’s børn ikke havde modtaget gaver. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at betingelsen om Familieretshusets godkendelse var en suspensiv betingelse, der udskød beskatningstidspunktet. Skatterådet lagde vægt på, at det fremgik af Familieretshusets godkendelse i september 2025, at der var tale om usædvanlige gaver samt at godkendelsen ikke betød, at der fremadrettet kunne gives tilsvarende gaver hvert år. Skatterådet fandt, at beskatningstidspunktet for gaverne til Spørger 1’s ægtefælle og børn var tidspunktet for Familieretshusets godkendelse af gaverne i september 2025. Efter det oplyste godkendtes der samtidig gaver for 2025, der svarer til det beløb, der i 2025 kunne gives uden betaling af gaveafgift. Med Familieretshusets afgørelse i september 2025 indtrådte således beskatning af gavebeløbene for 2023 og 2025, hvorved det samlede gavebeløb oversteg det beløb, der kunne gives i gave uden betaling af gaveafgift.

Skatterådet kunne herefter ikke bekræfte, at det samlede gavebeløb for 2023 kunne udbetales uden betaling af gaveafgift.

Spørger var manager for syv limited partnerships (fondsenheder), der direkte eller indirekte var långivere ved et nulkuponlån (ZCLN). Lånet var ydet til et dansk selskab. Fondsenhederne var skattemæssigt transparente enheder og spørger ønskede at få bekræftet, at en række af fondsenhedernes udenlandske investorer ikke ville blive begrænset skattepligtige til Danmark af en kursgevinst, der ville opstå i forbindelse med, at det danske selskab indfriede ZCLN.

Skatterådet kunne - på baggrund af en række forudsætninger og efter en konkret vurdering, bekræfte, at de bagvedliggende investorer enten ikke var omfattet af den kreds, der kunne blive begrænset skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra h, jf. litra d, eller var undtaget fra begrænset skattepligt som følge af frafald eller nedsættelse efter artikel 11 i de relevante dobbeltbeskatningsoverenskomster. Skatterådet fandt endvidere, at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af aktierne i et nystiftet datterselskab til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond uden at ansøgeren blev udbyttebeskattet.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen ville ske i ansøgerens ideelle interesse og ikke i ansøgerens personlige eller økonomiske interesse, hvormed Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af aktierne i et datterselskab til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, til ansøgeren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Den påtænkte fonds almenvelgørende formål var - med særligt fokus på børns vilkår - at yde støtte til økonomisk trængte, enlige forsørgere, som var bosiddende i Danmark.

Klageren havde i en sag ved Østre Landsret fået medhold i et retligt anbringende, men havde ikke fået medhold i hverken sin principale eller subsidiære påstand om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27. Landsskatteretten fandt efter en samlet bedømmelse, at klageren ikke kunne anses for at have fået medhold i overvejende grad i landsretssagen og var derfor ikke berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren i henhold til virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, havde tilkendegivet over for told- og skatteforvaltningen, at klageren ville anvende virksomhedsordningen. Landsskatteretten fandt, at klagerens indsendelse af oplysninger og materiale til brug for opgørelsen af klagerens resultat af virksomhed vedrørende udlejningsvirksomheden for indkomstårene 2018 og 2019 skulle sidestilles med, at klageren havde foretaget en selvangivelse af klagerens skattepligtige indkomst vedrørende resultat af virksomhed uden at have valgt virksomhedsordningen. Klageren havde derved på tidspunktet for indsendelse af oplysninger og materiale den 1. juli 2021 valgt beskatning efter personskattelovens almindelige regler. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren hverken kunne foretage omvalg efter virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt., eller skatteforvaltningslovens § 30. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Fonden, der var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, påtænkte at ansøge X-ministeriet om tilladelse til at nedsætte grundkapitalen, da den blev vurderet uforholdsmæssigt stor i forhold til den nuværende drift. Det var oplyst, at Fondens grundkapital oprindeligt var tilført Fonden som en gave, som ikke var tiltænkt benyttet til uddelinger.

Skatterådet bekræftede, at den påtænkte nedsættelse af grundkapitalen ikke ville være skattepligtig for Fonden.

For skattepligtige efter selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6 omfattede skattepligten indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed. Anden form for virksomhed var skattefri. Hvad der blev forstået som erhvervsmæssig virksomhed for de pågældende foreninger mv. fremgik af selskabsskatteloven § 1, stk. 4, og af cirkulære nr. 136 af 7. november 1988, pkt. 52, hvoraf fremgik, at indskud ikke blev anset for erhvervsmæssig indkomst.

Herefter og da der for fonde omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, ikke skattemæssigt blev sondret mellem grundkapital (bunden kapital, som ikke kunne uddeles) og fri kapital (som kunne uddeles), var der ikke hjemmel til at beskatte Fonden i forbindelse med den planlagte nedsættelse af grundkapitalen.  

Skatterådet afviste at svare på de skattemæssige konsekvenser for Fonden af en eventuel senere overgang til beskatning efter fondsbeskatningsloven. Det kunne blive aktuelt, hvis tilsynet med Spørger overgik fra X-ministeriet til det generelle fondstilsyn. Da der ikke forelå en aktuel og konkretiseret anledning til at tage stilling til spørgsmålet, og da det i øvrigt var udenfor Spørgers kontrol, om situationen overhovedet aktualiseres, blev spørgsmålet anset for at være af mere teoretisk karakter.

Sagen angik, at Vurderingsstyrelsen ikke havde imødekommet klagerens anmodning om ændring af den foreløbige ejendomsvurdering efter bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 4, nr. 2, 1. pkt. Landsskatteretten anførte bl.a., at det efter ordlyden af bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 4, nr. 2, 1. pkt., var en betingelse, at ejerens bestræbelser på at sælge ejendommen viste, at den forventede overdragelsessum for ejendommen afveg fra den foreløbige ejendomsvurdering. Af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgik samtidig bl.a., at der ved den forventede overdragelsessum i bestemmelsens forstand kunne forstås den forventede overdragelsessum som vurderet af en ejendomsmægler, og denne vurderingspris skulle dokumenteres af ejeren ved f.eks. en salgsopstilling. Landsskatteretten fandt på denne baggrund, at bestemmelsen måtte forstås sådan, at en ejer både skulle godtgøre salgsbestræbelser og forventet overdragelsessum på tilstrækkelig kvalificeret vis, hvis ejeren skulle være omfattet af bestemmelsen og dermed af adgangen til en eventuel ændring af den foreløbige ejendomsvurdering. Retten fandt endvidere, at det efter bestemmelsen var ejeren som anmoder, der måtte fremlægge de kvalificerede relevante oplysninger i forbindelse med anmodningen eller i hvert fald under behandlingen af anmodningen, forinden der blev truffet afgørelse om anmodningen. Klageren havde imidlertid ikke hverken på tidspunktet for anmodningen eller under behandlingen af anmodningen ved Vurderingsstyrelsen fremlagt sådanne oplysninger om aktuelle salgsbestræbelser eller forventet overdragelsessum. Retten fandt derfor, at det var med rette, at Vurderingsstyrelsen ikke havde imødekommet klagerens anmodning om ændring af den foreløbige ejendomsvurdering. Klageren havde dog sammen med klagen fremlagt relevante og kvalificerede oplysninger om efterfølgende både salgsbestræbelser og forventet overdragelsessum vedrørende ejendommen. På dette tidspunkt havde Vurderingsstyrelsen derfor grundlag for og anledning til at anse klagen med bilag for en ny anmodning om ændring af den foreløbige ejendomsvurdering for ejendommen efter bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 4, nr. 2, 1. pkt. Landsskatteretten stadfæstede herefter Vurderingsstyrelsens afgørelse og overlod det til Vurderingsstyrelsen at behandle og tage stilling til den fornyede anmodning.

Sagen angik, om Skattestyrelsen som betingelse for et selskabs registrering for moms, A-skat og AM-bidrag kunne pålægge selskabet at stille en økonomisk sikkerhed på samlet 294.000 kr., jf. opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 2, stk. 3 og stk. 5. Selskabet var to gange inden for de seneste 5 år blevet nægtet registrering for moms, A-skat og AM-bidrag med henvisning til opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, hvorfor Landsskatteretten fandt, at betingelsen i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 2, var opfyldt. Landsskatteretten fandt endvidere, at der på baggrund af et konkret skøn bestod en nærliggende risiko for tab for staten ved selskabets registrering, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3, idet Skattestyrelsen i forbindelse med konkursen i H3 ApS, hvor selskabets direktørs ene søn (Søn1) var direktør, led et stort tab, og da H3 ApS var registreret på samme adresse og inden for en lignende branche som selskabet. Landsskatteretten henså endvidere til, at Søn1 efter det oplyste skulle ansættes i selskabet. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at der som følge af Søn1s deltagelse i selskabet bestod en nærliggende risiko for tab for staten, jf. SKM2018.340.LSR. Det var derfor med rette, at Skattestyrelsen havde stillet krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for selskabets registrering for moms, A-skat og AM-bidrag. Landsskatteretten nedsatte Skattestyrelsens opgørelse af sikkerhedsstillelsen til 162.000 kr. og ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at selskabet H2 A/S, under de nedenfor beskrevne omstændigheder, skulle behandles som et investeringsselskab omfattet af ABL § 19, stk. 1, nr. 2, når det måtte lægges til grund, at der ville være tale om kollektiv investering med mindst 8 deltagere, og at en investering i H2 A/S derfor ville kunne indgå i virksomhedsskatteordningen, jf. VSL § 1, stk. 2.

Spørgsmålet indeholdt flere spørgsmål.

H2 ville investere i unoterede aktier primært gennem de af H1 P/S udbudte alternative investeringsfonde, der var struktureret som aktieselskaber, og ville ikke have anden virksomhed. Selskabet ville kunne tilbagekøbe eller indløse investorerne til den indre værdi fraregnet et indløsningsgebyr. De såkaldte alternative investeringsfonde, som der skulle købes unoterede kapitalandele i, beskattedes hverken som investeringsselskaber, minimumsbeskattede investeringsinstitutter eller kontoførende investeringsselskaber, men beskattedes efter ABL § 1, stk. 1, nr. 1. Skatterådet forudsatte ved sin besvarelse, at H2 A/S, som oplyst, alene investerede i aktieselskaber, og at der ikke blev investeret direkte i skattemæssigt transparente enheder, som eksempelvis kommanditaktieselskaber. Hvis selskabet havde mindst 8 aktionærer, så ville selskabet blive anset for et investeringsselskab, jf. ABL § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., da der efter det oplyste og forudsatte var tale om, at selskabet ville investere i andre aktieselskaber og selskabet ikke ville komme til at eje 10 pct. eller mere af aktiekapitalen i hvert selskab.

Såfremt det påtænkte aktieselskab var omfattet af ABL § 19, fordi der var 8 aktionærer eller flere, idet investering heri i øvrigt ikke var båret af investors private formueinteresser, kunne aktierne i pågældende selskab indgå i virksomhedsordningen, uden at dette ansås som en hævning i hæverækkefølgen efter VOL § 5.

Skatterådet kunne bekræfte spørgsmålet.

Et selskab, der var fuldt skattepligtigt i Nederlandene, påtænkte at udføre sandsugning ud for den danske kyst med et af rederiets skibe og efterfølgende losse sandet til en bestemt dansk havn. Selskabet ønskede bekræftet, at aktiviteten ikke medførte begrænset skattepligt til Danmark.

Skattestyrelsen indstillede, at Skatterådet kunne bekræfte dette, idet der ikke forelå skattepligt efter hverken selskabsskatteloven eller kulbrinteskatteloven.

Sandsugningen ud for den danske kyst faldt uden for selskabsskattelovens anvendelsesområde, og aktiviteten kunne heller ikke anses for knyttet til kulbrinteindvinding eller i øvrigt omfattet af kulbrinteskatteloven. Den efterfølgende losning i danske havne ændrede ikke vurderingen, idet denne del af aktiviteten heller ikke kunne kvalificeres som fast driftssted i Danmark.

Et selskab, der var fuldt skattepligtigt i Nederlandene, påtænkte at udføre sandsugning ud for den danske kyst med et af rederiets skibe og efterfølgende losse sandet til en bestemt dansk havn. Selskabet ønskede bekræftet, at aktiviteten ikke medførte begrænset skattepligt til Danmark.

Skattestyrelsen indstillede, at Skatterådet kunne bekræfte dette, idet der ikke forelå skattepligt efter hverken selskabsskatteloven eller kulbrinteskatteloven.

Sandsugningen ud for den danske kyst faldt uden for selskabsskattelovens anvendelsesområde, og aktiviteten kunne heller ikke anses for knyttet til kulbrinteindvinding eller i øvrigt omfattet af kulbrinteskatteloven. Den efterfølgende losning i danske havne ændrede ikke vurderingen, idet denne del af aktiviteten heller ikke kunne kvalificeres som fast driftssted i Danmark.

Spørger var en alternativ investeringsfond (AIF) etableret i Tyskland, der påtænkte at erhverve samtlige aktier i et dansk ejendomsselskab og yde lån til dette. Efter en konkret vurdering og under henvisning til offentliggjorte bindende svar fra Skatterådet om tyske alternative investeringsfonde blev Spørger anset for at være et selvstændigt skattesubjekt. Spørger blev efter en konkret transaktionsbaseret vurdering anset for at være retmæssig ejer af såvel påtænkte udlodninger af udbytte som rentebetalinger (rentetilskrivninger) fra det danske selskab. Ligningslovens § 3 fandt efter en konkret vurdering ikke anvendelse. Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig af de påtænkte udlodninger af udbytte og rentetilskrivninger fra det danske selskab, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c) og d).

Skatterådet kunne bekræfte, at der kunne indgås aftaler efter ligningslovens § 7 P på to aktieprogrammer på samme tid, der begge fuldt ud brugte 10 pcts.-grænsen under ligningslovens § 7 P, for først på et senere tidspunkt at vælge, hvilke aktielønsinstrumenter fra de to aftaler, der skulle beskattes efter ligningslovens § 7 P, således at det sikredes, at 10 pct-grænsen for aftaleåret alene blev benyttet én gang.

Skatterådet fandt således, at kravet om entydighed var opfyldt i de foreliggende aftaleudkast om tildeling af betingede aktier og aktieoptioner, idet aftalen for hver af de to aktielønsinstrumenter ville indeholde oplysninger, om der var tale om aktier eller købe- eller tegningsretter, antallet af henholdsvis aktier og optioner, vederlagets værdi i form af den nominelle størrelse, stykværdi og/eller udnyttelses-/købskurs. Skatterådet henså desuden til, at udkast til rammeaftale for tildelingen fastlagde, hvem der skulle foretage et valg, hvordan valget skulle ske, hvornår det senest skulle ske, samt hvad der gjaldt, hvis ikke valget blev foretaget. Skatterådet fandt, at valget skulle foretages inden det tidligste tidspunkt for retserhvervelse. Det forudsattes, at aftalen i sagen blev ændret i overensstemmelse hermed.

Skatterådet fandt desuden, at retserhvervelsestidspunktet var udskudt til modningstidspunktet for de betingede aktier og det faktiske udnyttelsestidspunkt for aktieoptionerne, idet aktielønsinstrumenterne var betinget af fortsat ansættelse fra tildeling og ca. 3 år frem, samt at medarbejderen var "Good leaver". Der var desuden betingelse om good leaver for at udnytte modnede aktieoptioner. Skatterådet fandt, at retserhvervelsen af de betingede aktier i sagen skete tidligere end aktieoptionerne.

Skatterådet fandt desuden, at kravet i ligningslovens § 7 P om, at den samlede værdi af de modtagne aktielønsinstrumenter maksimalt må udgøre 10 pct. af årslønnen i tildelingsåret, var opfyldt, idet det fremgik af udkast til rammeaftale for beskatning af aktielønnen, at værdien af den aktieløn, som medarbejderen valgte skulle beskattes efter ligningslovens § 7 P, skulle være inden for 10 pct.s-grænsen i tildelingsåret.

Skatterådet bekræftede desuden, at Spørger kunne indgå én samlet aftale.

Skatterådet bekræftede, at det fremførte skattemæssige underskud i D1 efter selskabets skattefri fusion med D2 efter fusionsskattelovens regler kunne fremføres og udnyttes af D2.

Sagen angik i lighed med SKM2023.12.SR samspillet mellem selskabsskattelovens § 31, stk. 2, og 4, og fusionsskattelovens § 8, stk. 6. Sagen angik desuden samspillet mellem fusionsskattelovens § 8, stk. 6, og selskabsskattelovens § 12 D, stk. 4, nr. 2, hvorefter hensigten var at friholde familie-overdragelser (generationsskifte) fra reglerne om bortfald af adgangen til underskudsfremførsel, hvor mere end 50 pct. af aktiekapitalen (eller stemmeværdien) ved udløbet af indkomståret (selskabets) var ejet af andre end ved begyndelsen af underskudsåret.

D1 og D2 var sambeskattede i underskudsårene og igen på tidspunktet for den påtænkte skattefri fusion. Da ordlyden i fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 2. pkt., som var meget klar, var opfyldt, var det Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke uden sikre holdepunkter herfor var hjemmel til at afskære D2 fra at anvende det indskydende selskabs særunderskud

Sagen adskilte sig fra SKM2023.12.SR derved, at der ikke skete genetablering af fuldstændig den samme koncern, idet administrationsselskabet efter det påtænkte generationsskifte var et andet. Dette forhold kunne ikke i den konkrete sag føre til en anden vurdering. Den klare ordlyd i fusionsskattelovens § 8, stk. 6, (og i selskabsskattelovens § 31, stk. 4) var opfyldt, og forholdet var som nævnt i SKM2023.12.SR ikke omtalt i forarbejderne til bestemmelsen.

D2 succederede efter den skattefri fusion i det indskydende selskabs retsstilling. Underskud, som stammede fra det indskydende selskab, udgjorde derfor efter fusionen et særunderskud for selskabet og ville alene kunne anvendes af dette selskab.

Ligningslovens § 3 fandt ikke anvendelse.

Skatterådet har taget stilling til den skattemæssige klassifikation af en lang række af aktiver, der anvendes i et biogasanlæg. Det drejer sig bl.a. om grav- og kransystem, hammermølle, ståltanke, rør- og modtagesystemer, snegle, blandepumper, opvarmningstanke, reaktortanke, varmereaktor, lagertanke, elinstallationer, gassystemer, gas storage, lugt- og biofiltre, blæsere, skorsten, afbrændingssystem, skruepresse, dekanter, ultrasound module, samt brovægt.

Der var ikke spurgt til den skattemæssige klassifikation af de bygninger, der omkransede dele af aktiverne.

Grundlæggende var det Spørgers synspunkt, at der for alle de omfattede aktiver i det hele var tale om driftsmidler.

Skatterådet bekræftede, at aktiverne ikke var omfattet af afskrivningslovens § 5 C.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at alle aktiverne kunne anses for driftsmidler. Skatterådet fandt dog, at en del af aktiverne kunne anses for driftsmidler.

Skatterådet fandt samtidig, at en væsentlig del af aktiverne under hensyn til fremlagte oplysninger om fx størrelse, funktion og karakter, samt de fremlagte billeder, måtte anses for bygninger, dvs. opført med henblik på varig forbliven på stedet. Der var herunder henset til den visuelle fremtræden af fx tankene mv., hvor de fremtrådte som bygninger, samt til praksis vedrørende store siloer, gyllebeholdere mv.

Skatterådet fandt dog, at i en del af disse aktiver måtte selve "indmaden" anses for driftsmidler.

Skatterådet afviste at svare på spørgsmålet vedrørende elinstallationerne.

Spørger var en alternativ investeringsfond (AIF), som var et x-landsk selskab (herefter Fonden), som investerede i fast ejendom beliggende i bl.a. Danmark.

Fonden ejede - via et luxembourgsk selskab - et dansk og et x-landsk holdingselskab, som ejede en række danske ejendomsselskaber med fokus på ejendomsinvesteringer. Fonden modtog udbytter og renter fra det luxembourgske selskab samt tilbagebetaling af koncerninterne lån ydet til selskaber i koncernen.

Holdingselskaberne modtog udbytter fra de danske ejendomsselskaber og renter af og tilbagebetaling af aktionærlån ydet til de danske ejendomsselskaber. De modtagne udbytter ville blive anvendt til egenkapitalinvestering i holdingselskaberne og koncerninterne lån til de danske ejendomsselskaber med henblik på investering i fast ejendom i henhold til investeringspolitikken.

De modtagne renter ville bl.a. blive anvendt til tilbagebetale kortfristede lån ydet af Fonden og til at betale renter på lån ydet af Fonden.

Skatterådet bekræftede, at der ikke var begrænset skattepligt af modtagne udbytter og renter fra de danske ejendomsselskaber i henhold til henholdsvis selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c og litra d, samt at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Spørgers selskab H1 havde i en længere årrække ejet og udlejet fire ejendomme. Spørger ønskede at foretage en ophørsspaltning af H1 og herefter overdrage anparter i det nye selskab - X ApS - til sin søn med skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet kunne bekræfte, at ejertidskravet på 1 år i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., efter spaltningen fortsat ville være opfyldt for de fire ejendomme. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at kravet om aktiv udlejningsvirksomhed var opfyldt for hver af de fire omhandlede ejendomme, og at kravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., om aktiv udlejningsvirksomhed derved var opfyldt.

Spørger ønskede at overdrage sine anparter i H1 med skattemæssig succession til sin søn. Spørger ønskede i den forbindelse bekræftet, at Ejendom Y, der var ejet af datterselskabet Ejendomsselskabet, opfyldte kravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., om, at opgaven med indgåelse af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af ejendommen ikke i overvejende grad blev varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgik aftalerne eller sædvanligvis spillede den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Skatterådet bekræftede dette.

Spørger påtænkte at gennemføre et generationsskifte af Holding ApS, der ejede 100 procent af kapitalen i A A/S, der havde tegnet xx stk. andele i B A.m.b.A.

Spørger ønskede afklaret, om A A/S’ andele i B A.m.b.A. skulle anses for et erhvervsaktiv (aktiv kapitalanbringelse) eller et pengetankaktiv (finansielt aktiv/passiv kapitalanbringelse) i forhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6.

Andelene i B A.m.b.A. var omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18, og det fremgik af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6, 2. pkt., at besiddelse af andele omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18 ved bedømmelsen af pengetankreglen i aktieavancebeskatningslovens § 34, ikke skulle anses som besiddelse af værdipapirer. Videre fremgik det af forarbejderne til bestemmelsen, at andele omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18 skulle medregnes til den erhvervsaktive del af virksomheden, når andelene blev ejet via et selskab. Der skulle derfor, for disse andele, ikke foretages en konkret vurdering af, om andelene skulle anses for passiv kapitalanbringelse, idet disse andele pr. definition udgjorde erhvervsaktiver og dermed ikke passiv kapitalanbringelse. 

Skatterådet bekræftede derfor, at A A/S’ andele i B A.m.b.A., skattemæssigt ikke skulle kvalificeres som et finansielt aktiv, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, således at der ikke var tale om passiv kapitalanbringelse.