En skatteyder skulle beskattes af hævninger på mellemregningskontoen mellem ham og sit selskab, da hævningerne måtte anses som lån efter ligningslovens § 16 E. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at selskabets indberetninger af B-indkomst var udtryk for, at han allerede var blevet beskattet af hævningerne.

Spørger påtænkte at overdrage alle sine kapitalandele i H1 i land X til et nystiftet dansk aktieselskab mod vederlæggelse med kapitalandele i det nystiftede aktieselskab, H2 A/S, samt et rentebærende gældsbrev. H2 A/S påtænktes således stiftet ved en skattepligtig aktieombytning, hvor transaktionen indebar, at spørger realiserede kapitalandelene i H1 i land X og erhvervede dels 100 procent af kapitalandelene i H2 A/S og dels et rentebærende gældsbrev.

I spørgsmål 1 ønskede spørger afklaret, om vederlæggelsen for spørgers realisation af kapitalandelene i H1 i land X skulle beskattes som aktieavance eller udbytte. 

Skatterådet fandt, at der ikke var hjemmel i lovgivning eller i praksis til at foretage en omkvalificering fra aktieavancebeskatning til udbyttebeskatning. Skatterådet bekræftede derfor, at spørgers overdragelse af alle sine kapitalandele i H1 i land X, til et nystiftet dansk aktieselskab mod vederlæggelse med kapitalandele i det nystiftede aktieselskab samt et rentebærende gældsbrev, skulle beskattes som aktieavance.

I spørgsmål 2 ønskede spørger afklaret, om den anskaffelsessum, der skulle lægges til grund for opgørelsen af den skattepligtige avance ved spørgers realisation af kapitalandelene i H1 i land X udgjorde handelsværdien pr. tilflytningsdagen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 37, eller en reguleret handelsværdi, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39 B.

Spørger havde ved fraflytningen i 20xx oprettet en beholdningsoversigt og anmodet om henstand med betaling af fraflytterskatten. Det var oplyst, at spørger var flyttet tilbage til Danmark, samt at spørger inden tilflytningen havde realiseret en aktieavance ved salg af aktier, der indgik i beholdningsoversigten, der indebar, at hele den resterende henstandssaldo var forfaldet til betaling inden tilflytningen.

Skatterådet bekræftede, at den aktieavance, som spørger skulle medtage på sit oplysningsskema i det indkomstår, hvor aktieombytningen blev gennemført, skulle opgøres som forskellen mellem handelsværdien af H1 i land X på tilflytningstidspunktet og handelsværdien af H1 i land X på vedtagelsesdagen, og at der ikke skulle ske nogen regulering af handelsværdien af aktierne, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39 B, idet der ikke var en henstandssaldo på tilflytningstidspunktet.

Skattestyrelsen var berettiget til at delvist imødekomme skatteyderens anmodning om henstand med betaling af restskat og B-skat efter skatteforvaltningslovens § 51, idet Skattestyrelsens materielle afgørelse ikke indeholdt en opgørelse over en B-skat, da B-skatten var pålignet skatteyderens årsopgørelse som en del af forskudsskatten. Der forelå således ikke "en klage over opgørelse", hvorfor skatteyderen ikke opfyldte betingelsen for henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen ved et pensionsselskabs anmodning af 15. juni 2018 om udbetaling af negativ PAL-skat, det vil sige skat af tab på investeringer, for 2012 ikke havde godkendt renteberegning for indkomstårene 2013 og 2014, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, og for indkomståret 2017, jf. pensionsafkastlovens § 17. 

Hvad angik indkomstårene 2013 og 2014 anførte Landsskatteretten, at der skulle ske selvangivelse af saldoen for negativ PAL-skat ved indkomstårets udgang tillagt årligt beregnede renter. Landsskatteretten fandt, at pensionsafkastskat for de omhandlede indkomstår, herunder den løbende underskudssaldo, det vil sige opgørelsen af saldo for negativ PAL-skat medregnet forrentning, var omfattet af begrebet "ansættelse af indkomstskat" i skatteforvaltningsloven og dermed også af fristreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Det betød, at anmodning om ordinær genoptagelse med henblik på ændring af saldoen for negativ PAL-skat som følge af manglende oplyste renter for indkomstårene 2013 og 2014 skulle have været indgivet senest henholdsvis den 1. maj 2017 og den 1. maj 2018. Da anmodningen om udbetaling af negativ PAL-skat først blev fremsat den 15. juni 2018, var fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelserne udløbet, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og der var ikke særlige omstændigheder, hvorefter der kunne indrømmes ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27. 

Hvad angik indkomståret 2017, fandt Landsskatteretten med henvisning til lovgrundlaget og eksempler i forarbejderne, at der skete forrentning af den særlige konto for negativ skat for indkomståret 2012, hvori den negative skat var opstået, til udbetalingsåret, som var indkomståret 2017, idet indkomståret 2017 var det sidste af de førstkommende 5 indkomstår, jf. pensionsafkastlovens § 17, stk. 2. Det var i den forbindelse uden betydning, at den faktiske udbetaling først kunne ske senere. 

Landsskatteretten stadfæstede således i det hele Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen (dengang SKAT) var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse grundet mangelfuld transfer pricing dokumentation, jf. dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 9, jf. § 5, stk. 3. Landsskatteretten fandt, at driftsresultatet for H1 skulle vurderes ud fra det opgjorte regnskabsmæssige resultat af dets indkomst alene, og ikke som ved Skattestyrelsens indkomstjustering, der var baseret på H1’s officielle årsregnskaber, som inkluderede omsætning og konsolideret driftsoverskud (EBIT) for de udenlandske filialer. For indkomståret 2010 nedsatte Landsskatteretten Skattestyrelsens forhøjelse, således at H1´s overskudsmargin svarede til medianen i det af H1´s udarbejdede interval for det pågældende indkomstår. Landsskatteretten nedsatte Skattestyrelsens forhøjelser til 0 kr. for indkomstårene 2011-2014 som følge af, at H1´s overskudsmargin lå indenfor armslængdeintervallet i de pågældende indkomstår.

Sagen angik bl.a., om klageren havde oppebåret indkomst fra en hvervgiver som lønmodtager eller som led i selvstændig erhvervsvirksomhed. Hvis indkomsten var oppebåret som lønmodtager, angik sagen endvidere, om betalingen af den "salgsmoms", der fremgik af klagerens fakturaer til hvervgiveren, påhvilede klageren i henhold til den dagældende momslovs § 46, stk. 7 (nu stk. 6), hvorefter "Betaling af afgift påhviler enhver, der på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden afgivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift".

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter klageren havde oppebåret den omhandlede indkomst som lønmodtager.

Hvad angik spørgsmålet om hæftelse i henhold til den dagældende momslovs § 46, stk. 7 (nu stk. 6), fandt Landsskatteretten med henvisning til EU-domstolenes sager C-712/17 EN.SA. og C-442/22 Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Lublinie, at klageren skulle indbetale den på fakturaerne anførte "salgsmoms", selvom indkomsten var oppebåret som lønmodtager. Herved henså Landsskatteretten til, at "momsen" var opkrævet, og at der ikke var sket berigtigelse i form af kreditnotaer i overensstemmelse med momslovens § 52 a, stk. 7, eller principperne heri. Skattestyrelsens henvisning til de forenede sager C-78/02 - C-80/02, Karageorgou m.fl. fra EU-domstolen kunne ikke føre til et andet resultat, idet Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at fortolke dommen således, at en lønmodtager ikke var omfattet af udtrykket "enhver" i dagældende momslovs § 46, stk. 7 (nu stk. 6). Landsskatteretten fandt derimod, at en person, der påførte et beløb benævnt som moms på en faktura, var pligtig at indbetale denne "moms" til staten, uanset om personen var afgiftspligtig eller ej i momslovens forstand, medmindre fejlen berigtigedes over for aftageren af ydelsen. Da klageren ikke i overensstemmelse med momslovens § 57, stk. 4, havde angivet og indbetalt "salgsmomsen", hæftede klageren således herfor. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt i overensstemmelse hermed.

Et selskab fik udbetalt en erstatning på godt 7,8 mio. kr. som kompensation for tab af fiskekvoter i forbindelse med brexit. Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at erstatningen var skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, og ændrede derfor Skatterådets bindende svar. (Afgørelsen er indbragt for domstolene).

Sagen angik beskatning af udbetalinger fra klagerens opsparing i udlandet, herunder spørgsmålet om, hvorvidt udbetalingerne havde karakter af pensionsudbetaling, udbetaling eller tilbagekøb af livsforsikring eller udskudt lønudbetaling. Klageren, der var tidligere professionel sportsudøver, fik udbetalt det opsparede beløb som 35-årig.
Landsskatteretten fandt, at klagerens udenlandske opsparingsordning havde karakter af en pensionsordning. Landsskatteretten lagde vægt på, at klagerens tidligere arbejdsgiver udover klagerens løn havde foretaget løbende indbetalinger til en obligatorisk arbejdsgiveradministreret ordning i klagerens navn i perioden, hvor klageren var ansat, at indbetalingerne blev foretaget uden skattetræk på indbetalingstidspunktet, og at indbetaling til ordningen blev foretaget med henblik på, at der skulle ske udbetaling fra det 35. år, hvor karrieren som professionel sportsudøver forventedes at ophøre. Formålet med ordningen var således sammenfaldende med formålet med pensionsopsparing.
Landsskatteretten fandt endvidere, at pensionsordningen opfyldte kriterierne i pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, og § 53 B, stk. 2 og 3, hvorfor udbetalingerne fra pensionsordningen skulle medregnes ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst i medfør af pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6.
Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde anset klageren for at have drevet økonomisk virksomhed med salg af virtuelt "guld" i computerspillet Runescape, jf. momslovens § 3, stk. 1, jf. momslovens § 4, stk. 1. Klageren havde i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020 solgt virtuelt "guld" i Runescape for samlet 2.551.527 kr. fordelt på ca. 2.500 salgstransaktioner. Salget af "guld" var ikke pålagt moms. Efter en samlet konkret vurdering fandt et flertal i Landsskatteretten, at klagerens salg af virtuelt "guld" udgjorde økonomisk virksomhed i momslovens forstand.
Retten lagde vægt på antallet og hyppigheden af transaktionerne samt indtægternes størrelse, der var af et sådant omfang, at klageren ved sin spilaktivitet havde påbegyndt en momspligtig virksomhed med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, hvilket blev understøttet af, at klageren anvendte flere brugerprofiler med navne, der gav udtryk for, at han optjente "guld" med henblik på videresalg. Det var således med rette, at Skattestyrelsen havde anset klageren for at have drevet momspligtig selvstændig økonomisk virksomhed med salg af virtuelt "guld" i Runescape, jf. momslovens § 3, stk. 1, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og ændrede Skattestyrelsens afgørelse delvist, idet momstilsvaret blev nedsat, henset til, at afgiftsgrundlaget ikke var korrekt opgjort. (Dissens).

Sagen angik beskatningen af udbetalinger til klageren fra FNs pensionsfond (The United Nations Joint Staff Pension Fund). Sagen angik nærmere, om klageren havde tilvalgt, at hendes pensionsordning skulle beskattes efter bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens afsnit IIA, rettidigt. Landsskatteretten fandt, at klageren med indsendelsen af blanket 49.020 - Erklæring L havde truffet et valg med fristafbrydende virkning i relation til bestemmelsen i lov nr. 429 af 26. juni 1998, stk. 12. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren havde valgt, at pensionsordningen skulle være omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 53 A eller 53 B. Den omstændighed, at klageren havde foretaget afkrydsning i en forkert rubrik i blankettens afsnit 5, var uden betydning for valget. Herefter lagde Landsskatteretten ved sagens afgørelse til grund, at klageren ikke havde haft en fradrags- eller bortseelsesret ved indbetaling til pensionsordningen, hvorfor ingen dele af udbetalingerne fra klagerens pensionsordning kunne henføres under pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5, jf. Landsskatterettens afgørelse af 20. marts 2018, offentliggjort i SKM2018.363.LSR. Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke skulle ske beskatning af udbetalingerne fra klagerens FN-pensionsordning. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om klagerens aktieindkomst skulle forhøjes efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, for indkomstårene 2019 og 2020 som følge af, at klagerens selskab havde afholdt udgifter til fiktive underleverandører. Skattestyrelsen havde skønnet, at 20 % af selskabets udgifter til fiktive underleverandører måtte anses for at have været afholdt i klagerens private interesse, og at der dermed var grundlag for at beskatte klageren af beløbet som maskeret udlodning, mens 80 % af udgifterne til fiktive underleverandører blev anset for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft i selskabet. Landsskatteretten fandt, at 100 % af selskabets udgifter til fiktive underleverandører måtte anses for at være anvendt til aflønning af uregistreret arbejdskraft, og at udgifterne dermed var afholdt som led i selskabets drift. Landsskatteretten fandt, at der ikke var konkrete holdepunkter i sagen, der støttede Skattestyrelsens skøn over fordelingen mellem yderligere lønninger og maskeret udbytte. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse således, at klagerens aktieindkomst ikke blev forhøjet.

Motorstyrelsen havde opkrævet 121.837 kr. i registreringsafgift med henvisning til, at et køretøj ikke opfyldte betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, for fritagelse som mandskabsvogn. Landsskatteretten bemærkede, at medarbejderens kørsel mellem selskabets arbejdsplads og vedkommendes private bopæl var privat befordring, der ikke var foretaget i selskabets interesse. Selskabets adresse lå på vejen mellem den private bopæl og arbejdspladsen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at selskabet havde indlogeret medarbejderen i lokaler, selskabet lejede af tredjemand. Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.

Til brug for beregning af lønindeholdelsesprocenten fremgik det af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 4, nr. 3, at der ved opgørelsen af skyldnerens nettoindkomst skulle fradrages "Rimelige omkostninger ved erhvervelsen af indkomsten […]". Ved opgørelsen af en dagplejers nettoindkomst havde Gældsstyrelsen truffet afgørelse om ikke at godkende fradrag for sådanne omkostninger med henvisning til, at dagplejeren ikke havde fremlagt dokumentation for omkostninger. Dagplejeren klagede over denne afgørelse til Landsskatteretten.

Landsskatteretten henviste til forarbejderne til ligningslovens § 9 H om dagplejeres skattemæssige fradrag, hvorefter dagplejere havde udgifter, såsom udgifter til børnenes kost, sanitær service og slitage på dagplejernes hjem. Uanset at dagplejeren trods opfordring hertil, herunder under behandlingen af klagesagen, ikke var fremkommet med nærmere oplysninger om og dokumentation for omkostninger ved erhvervelsen af indkomsten som dagplejer, fandt Landsskatteretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at dagplejeren havde udgifter til børnenes kost m.v. Landsskatteretten fandt endvidere, at sådanne udgifter udgjorde rimelige omkostninger ved erhvervelsen af en dagplejers indkomst, der skulle fradrages ved opgørelsen af nettoindkomsten, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 4, nr. 3. Den omstændighed, at dagplejeren ikke var fremkommet med nærmere oplysninger om og dokumentation for de anførte omkostninger, kunne ikke føre til et andet resultat, idet omkostningerne i en sådan situation måtte fastsættes skønsmæssigt.

Landsskatteretten hjemviste derfor sagen til fornyet behandling ved Gældsstyrelsen med henblik på, at Gældsstyrelsen ved opgørelsen af nettoindkomsten i henhold til gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 19 skønsmæssigt fastsatte dagplejerens rimelige omkostninger ved erhvervelsen af indkomsten, jf. § 19, stk. 4, nr. 3, og på dette grundlag fastsatte lønindeholdelsesprocenten efter reglerne i bekendtgørelsens § 18.

Skattestyrelsen har fastsat vejledende mindstesatser for handlendes forbrug af egne varer, privat andel af elektricitet, vand og varme samt bilforhandleres private anvendelse af biler.