Forhøjelse af eksisterende pantebreve i fast ejendom skal behandles efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 6. Fritagelsen i § 5 a, stk. 1, 2. pkt. vedrører tinglysning af nyt pant, og kan ikke benyttes ved tinglysning af en forhøjelse. Den juridiske vejledning har tidligere angivet, at fritagelsen ved tinglysning af et nyt pantebrev, såkaldt overførsel af afgift, tilsvarende kunne benyttes ved forhøjelser af eksisterende pantebreve i fast ejendom, efter dagældende regler, svarende til nugældende § 5 a, stk. 1, 2. pkt. Denne praksis er i strid med lovens ordlyd og forarbejder. Det præciseres derfor, at der ved tinglysning af forhøjelser af pant i fast ejendom, samt pant i andelsboliger, skal beregnes procentafgift efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 6, af forskellen mellem den nye hovedstol, og den tidligere tinglyste hovedstol.

Skatterådet kunne bekræfte, at afgiften ved tinglysning af adkomstændring ved en påtænkte fusion ville være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 a med den virkning, at tinglysningsafgiften udgør 1.850 kr.

I forbindelse med omstrukturering fusioneredes to selvejende institutioner, og den fortsættende selvejende institution ville blive adkomsthaver til en ejendom. Fonde og selvejende institutioner er omfattet af begrebet "selskaber m.v." i tinglysningsafgiftslovens § 6 a.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 3., 3. pkt., kunne modregnes afgift fra ejerpantebrev på 5X.XXX.XXX kr. til 2 nye pantebreve. De 2 nye pantebreve skulle have pant i det samme antal ejendomme, som ejerpantebrevet havde pant i på tidspunktet for tinglysning af de 2 nye pantebreve, og der var ikke tidligere modregnet afgift fra ejerpantebrevet.

I denne sag var der et eksisterende ejerpantebrev i ejendommen Y1.

Ejendommen Y1 blev efterfølgende opdelt i 17 lejligheder.

Efter opdelingen blev 4 lejligheder relakseret fra det oprindelige ejerpantebrev, hvorefter ejerpantebrevet havde pant i 13 lejligheder.

Man ønskede at tinglyse to nye pantebreve med pant i de 13 lejligheder og modregne det pantsikrede beløb fra det oprindelige ejerpantebrev til at nedsætte afgiften efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 2.pkt.

Man mente, at værnsreglen/1-årsreglen i tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, 3. pkt. om pant i samme ejendom var opfyldt, da de nye pantebreve fik pant i det samme antal ejendomme, som det oprindelige ejerpantebrev havde pant i på tidspunktet for tinglysning af de 2 nye pantebreve.

Skatterådet fandt, at der var sket en matrikulær ændring i den pantsatte ejendom, da denne var blevet opdelt i ejerlejligheder, som var nye faste ejendomme.

Det var herefter en betingelse for anvendelse af et eksisterende pantebrev til afgiftsnedsættelse, at de nye pantebreve havde pant i samtlige ejendomme som var omfattet af udstykningen eller opdelingen i mindst 1 år, jf. § 14 i BKG 2020-12-29 nr. 2283 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.

De nye pantebreve skulle derfor have pant i samtlige 17 ejerlejligheder. Da 4 ejerlejligheder var relakseret fra det oprindelige ejerpantebrev inden tinglysning af de nye pantebreve, var det ikke muligt at opfylde 1-årsreglen.

Spørger havde solgt sine anparter i Target ApS til et ikke-koncernforbundet udenlandsk selskab, der var ejet 100 % af et nystiftet udenlandsk selskab, der var et tomt selskab. Salgssummen for anparterne blev vederlagt ved en blanding af kontantbetaling og gældsbreve. Efterfølgende er der, via en række trin, foretaget en reinvestering i det nystiftede selskab.

Spørger ønskede at få bekræftet, at afståelsen og den efterfølgende reinvestering ikke ville medføre udbyttebeskatning efter reglerne i selskabsskattelovens § 2 D og at transaktionerne ikke kunne tilsidesættes efter ligningslovens § 3.

Skatterådet kunne bekræfte begge spørgsmål, idet der blev anset være indgået endelig og bindende aftale om transaktionerne efter den 1. januar 2025, hvorefter Spørger opfyldte betingelserne for at modtage skattefrit udbytte fra Target ApS umiddelbart inden overdragelsen, jf. reglerne om skattefrihed for udbytter fra skattefrie porteføljeaktier, der har virkning for udbytter, der udloddes den 1. januar 2025 eller senere.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Koncernen påtænkte at udlodde et eller flere udbytter fra udenlandske datterselskaber til et dansk selskab (Spørger). I umiddelbar forlængelse heraf påtænkte Spørger  at gennemføre en eller flere udbytteudlodninger (for et beløb svarende til de udbytter, der modtages fra datterselskaberne) fra Spørger til dets moderselskab, M1. Udbyttet skulle anvendes af M1 til at udvide dets aktiviteter og gøre det muligt at opfylde regulatoriske krav i lovgivningen i Land 5. Spørger havde oplyst, at udbyttet anvendes af M1 og ikke videreudloddes eller på anden måde videresendes til M1’s moderselskab i Land 1. Skatterådet fandt, at der ikke ses at foreligge misbrug, og de planlagte udlodninger ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 11. og 12. pkt., om videreudlodning. Skatterådet bekræftede, at M1 ikke er begrænset skattepligtigt af de påtænkte udbytteudlodninger efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Skatterådet bekræftede desuden, at de påtænkte udbytteudlodninger ikke var omfattet af ligningslovens § 3.

Spørger var en person, der ejede hele kapitalen i både et dansk selskab og et udenlandsk selskab. Der var likvid kapital til rådighed hos det danske selskab og Spørger ønskede derfor at lade dette selskab foretage udlån til det udenlandske selskab, der havde behov for at låne midler til forretningsmæssige investeringer. Skatterådet kunne bekræfte, at udlån fra Spørgers helejede danske selskab til det af Spørger ligeledes helejede udenlandske selskab kunne foretages uden skattemæssige konsekvenser for Spørger.

Sagen angik opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for en bilforhandler, som drev virksomhed med salg af biler mv., der var momspligtig og dermed ikke lønsumsafgiftspligtig, men som derudover også havde lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer i forbindelse med salg af biler. Spørgsmålet angik den skønsmæssige opgørelse af den del af virksomhedens lønsum og overskud, som skulle henføres til de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2-4.

Retten fandt, at den af SKAT foretagne skønsmæssige opgørelse var mere retvisende end en opgørelse baseret udelukkende på en omsætningsfordeling i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4. Skatteministeriet blev derfor frifundet for virksomhedens påstand om, at opgørelsen skulle opgøres på grundlag af en omsætningsfordeling. 

Spørger har i 2024 ansøgt og fået tilsagn om tilskud til plantning af såkaldt klimaskov. 80 % af tilskuddet er udbetalt som 1. rate i 2024, mens 2. rate (20 %) af tilskuddet udbetales inden for en periode på 2-3 år, efter at skoven er færdigsynet. Spørger har opnået tilsagn fra Klimaskovfonden på et tilskud på i alt XX kr. Skoven er pålagt fredskovpligt.

Spørger har tilplantet knap 15 ha klimaskov, som der modtages støtte på. Derudover har Spørger yderligere ca. 15 ha med skov, som ikke er pålagt fredskovpligt, og som Spørger ikke modtager støtte på, og ca. 10 ha jord med brak af forskellig type, som Spørger modtager støtte på. Der er dertil ca. 5 ha ved boligen mv. I alt 45 ha.

Skatterådet bekræftede, at der efter den særlige ligningspraksis for land- og skovbrug er tale om erhvervsmæssig virksomhed, da der er udsigt til, at virksomheden med skovbrug efter driftsmæssige afskrivninger, det vil sige før renter, har udsigt til på længere sigt at give et resultat omkring 0 eller til at blive overskudsgivende. Der var herved særligt henset til, at der modtages arealstøtte på arealet med klimaskov. Skatterådet bemærkede dog herved i forhold til det fremlagte budget, at der herved skal ses på det samlede skovbrug, og at landbrugsdelen (brakarealerne) ikke kan medtages herved.

Skatterådet bekræftede ligeledes, at tilskuddet er almindelig indkomst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det samlede tilskud først skal beskattes ved udbetaling af 2. rate. Skatterådet fandt derimod efter en samlet vurdering, at 80 % af tilskuddet skal beskattes på tidspunktet for tilsagnet, dvs. i 2024, idet det må anses for retserhvervet ved tilsagnet. I forhold til 2. rate på de resterende 20 % fandt Skatterådet, at denne del grundet den tilknyttede usikkerhed først skal beskattes på det tidspunkt, hvor der gives meddelelse om, at denne udbetales, og hvor den beløbsmæssige størrelse af anden rate fremgår.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kan fradrage sine udgifter til plantning efter ligningslovens § 8 K, stk. 1.

Skatterådet bekræftede delvist, at Spørger kan fradrage administrationsudgifter, herunder udgifter til tinglysning af servitutter og ansøgning om tilskud, efter ligningslovens § 8 K, stk. 1. Fradrag efter denne bestemmelse forudsætter, at udgifterne relaterer sig til tilplantningen af fredskov. I det omfang administrationsudgifterne derimod relaterer sig til ansøgningen om tilskud, bekræftede Skatterådet, at udgifterne kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Spørger, der er hollandsk statsborger, flyttede med sin ægtefælle og børn i 2020 til Danmark fra Holland i forbindelse med sin ansættelse som medlem af direktionen hos G1 Virksomhed A/S. Spørger påtænker, sammen med familien, at genetablere sig i Holland. Spørger forventer at fortsætte ansættelsesforholdet, og planlægger at pendle fra sin bolig i Holland til arbejdet i Danmark. Spørger har pt ikke indgået nogen aftale om at udføre en del af arbejdet fra bopælen i Holland. Spørger vil fortsat have en bolig til rådighed i Danmark.

Skatterådet bekræfter, at Spørger efter flytningen til Holland skal anses som skattemæssigt hjemmehørende i Holland i henhold til artikel 4 i den dansk-nederlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO’en). På grundlag af en helhedsvurdering af de personlige og økonomiske interesser samt det oplyste om forventede ophold i Danmark og Holland finder Skatterådet, at det skattemæssige hjemsted skal afgøres på grundlag af, at Spørger er hollandsk statsborger, jf. DBO’ens artikel 4, stk. 1, litra c.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers indkomst fra G1 Virksomhed A/S skal anses for omfattet af DBO’ens artikel 15. Der henses til, at Spørger er ansat af bestyrelsen, til hans ansvarsområde og til, at der er en klar opdeling mellem bestyrelsen og direktionen i G1 Virksomhed A/S.

Det anses ikke bevist, at daværende SKAT's brev om tvangsafmeldelse blev modtaget af virksomheden, der var lukket for vinteren og ikke hade nogen postkasse. Brevet om tvangsafmeldelse blev sendt, før Digital Post var indført.

T var tiltalt for momssvig ved i perioden fra den 19. december 2014 til den 31. december 2017, med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have drevet en momsregistreringspligtig virksomhed, uagtet at told- og skatteforvaltningen den 18. december 2014, tvangsafmeldte virksomheden for momsregistrering, ligesom han uagtet den manglende momsregistrering i samme periode havde løbende momspligtige indtægter i virksomheden. Statskassen blev herved unddraget 402.372 kr. i moms.

T forklarede, at han drev den omhandlede virksomhed i den i anklageskriftet anførte periode, men at han ikke var bekendt med, at virksomheden var blevet tvangsafmeldt for momsregistrering den 18. december 2014, og han dermed ikke havde forsæt som anført i tiltalen. Han modtog aldrig brevet af 18. december 2014, i hvilket told- og skatteforvaltningen orienterede om afmeldelsen, og som blev sendt til hans bod på et tidspunkt hvor der var vinterlukket, ligesom boden ikke havde nogen postkasse.

Byretten henviste til, at brevet ikke blev afleveret til T som anbefalet brev, og retten lagde derfor til grund, at T ikke modtog dette brev. Retten fandt endvidere, at anklagemyndigheden ikke mod T’s forklaring havde ført det til domfældelse tilstrækkelige bevis for, at T i den efterfølgende periode blev bekendt med afmeldelsen og havde det fornødne forsæt som anført i tiltalen, og T blev herefter frifundet.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

T var tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, ved for indkomstårene 2015-2017 med forsæt til unddragelse af skat at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet T via Tast Selv den 24. maj 2018 indberettede fradrag for tab på obligationer på henholdsvis 51.000 kr., 92.000 kr. og 48.000 kr., som rettelig skulle have været 0 kr.

Statskassen blev herved unddraget 30.503,67 kr. i skat.

T, der ikke havde anmodet om, at sagen blev behandlet ved et retsmøde, udeblev fra retsmødet. Byretten fandt T skyldig i tiltalen og T idømtes en bøde på 30.000 kr., som var anklagemyndighedens påstand i bødeforlæg med anklageskrift.

Anklagemyndigheden, der henviste til en ændring af skattekontrolloven (lov nr. 1795 af 28. december 2023), hvorefter bøden efter anklagemyndighedens opfattelse rettelig burde have været opgjort til 5.000 kr., ankede dommen med påstand om formildelse, således at den idømte bøde blev lempet og fastsat til 5.000 kr.

T tilsluttede sig anklagemyndighedens påstand, og parterne var enige om, at sagen kunne afgøres på skriftligt grundlag.

Landsretten nedsatte den idømte bøde til 5.000 kr. i overensstemmelse med parternes samstemmende påstand.

T var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved med forsæt til skatteunddragelse for indkomstårene 2017, 2018 og 2019 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han henholdsvis den 28. marts 2018, den 12. marts 2019 og den 23. marts 2020 via Tast Selv godkendte sin skatteansættelse uden at oplyse om yderligere indkomst i form af indsættelser på henholdsvis 682.240 kr., 1.351.993 kr. og 1.097.808 kr. Han havde derved unddraget for 1.576.323 kr. i skat i alt.

T erkendte, at han på sine private bankkonti i 2017-19 modtog indsættelser med de i tiltalen anførte beløb fra vekslingstjenesten, og at indsættelserne stammede fra salg af bitcoins. Han erkendte desuden, at han godkendte sine skatteansættelser uden at oplyse om de anførte indsættelser, og det offentlige blev unddraget med de i forholdene anførte beløb, såfremt indsættelserne skulle have været indtægtsført.

Byretten fandt på baggrund af sagens oplysninger, at T’s forklaring om, at indbetalinger i 2017-19 stammede fra salg af bitcoins, som han minede i 2012, måtte tilsidesættes som utroværdig. Retten lagde herefter til grund, at indbetalingerne til T’s konti stammede fra salg af bitcoins, som T havde købt for egne midler indbetalt til vekslingstjenesten i 2015 og 2016.

T idømtes 10 måneders fængsel betinget af vilkår om blandt andet samfundstjeneste samt en tillægsbøde på 1.575.000 kr.

Retten fandt, at en række indsætninger på en skatteyders private bankkonto udgjorde indtægter fra skatteyderens uregistrerede virksomhed, og skatteyderen skulle derfor svare skat og moms af indsætningerne. Retten fandt det ikke godtgjort, at indsætningerne vedrørte udlæg, salg af privat indbo eller var fejloverførsler som ellers påstået af skatteyderen. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik for indkomståret 2017, og for 2019 for den ene af skatteyderne, om skatteyderne havde ret til fradrag for renteudgifter, eller om fradragsretten var begrænset af reglerne om underskudsbegrænsning i personskattelovens § 13, stk. 7. Derudover var der også et spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. 

Der var i sagen enighed om, at skatteyderne ikke drev erhvervsmæssig virksomhed i det omhandlede kommanditselskab, og spørgsmålet var derfor, om reglen kun gjaldt for erhvervsmæssig virksomhed i kommanditselskaber m.v.

Retten fandt, at den tidsmæssige betingelse for anvendelse af personskattelovens § 13, stk. 7, var opfyldt, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 3 i lov nr. 682 af. 8. juni 2017 om ændring af personskatteloven og virksomhedsskatteloven, og udtalte, at ordlyden af personskattelovens § 13, stk. 7, er klar og utvetydig og ikke giver grundlag for en læsning, hvorefter reglen alene skulle omfatte underskud fra erhvervsvirksomhed.

Ud fra en læsning af bestemmelsens forarbejder bemærkede retten, at forarbejderne ikke giver grundlag for en forståelse af bestemmelsen, der går imod ordlyden. Retten tiltrådte derfor Landsskatterettens afgørelse, hvorefter personskattelovens § 13, stk. 7, finder anvendelse på al virksomhed i kommanditselskaber m.v., hvad enten virksomheden drives erhvervsmæssigt eller ej. Endvidere fandt retten, at der hverken efter bestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder er grundlag for at udeholde bestemte udgiftsarter fra kildeartsbegrænsningen.

Retten tog derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge, da kildeartsbegrænsningen i personskattelovens § 13, stk. 7, fandt anvendelse på skatteydernes negative kapitalindkomst i 2017 og 2019. 

Da påstanden om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015 var støttet på et anbringende om rettens anerkendelse af, at skatteyderen havde rentefradragsret for betalte renteudgifter, tog retten også ministeriets frifindelsespåstand til følge for dette indkomstår. 

Listen med godkendte luftfartsselskaber er opdateret for 2025.
Skattestyrelsen har anerkendt, at 20 luftfartsselskaber mod betaling hovedsageligt flyver i udenrigstrafik og derfor står på listen for 2025.
Luftfartsselskaber, der ønsker optagelse på listen, skal årligt ansøge Skattestyrelsen. 
Meddelelsen opstiller en række betingelser, som skal være opfyldt for, at luftfartsselskabet kan opnå fritagelse for moms på leverancer af og til de enkelte luftfartøjer.

Sagen angik grundværdiansættelserne pr. 1. oktober 2020 for fire ejendomme. Landsskatteretten havde stadfæstet Vurderingsstyrelsens ansættelser af grundværdierne.

Retten fandt blandt andet med henvisning til Den juridiske vejledning, at der ved vurderingen af, hvor mange byggeretter, der skal lægges til grund ved ansættelse af grundværdierne, skal tages stilling til, om den faktiske bebyggelse udnytter mulighederne i lokalplanen.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren ved at opføre 46 boliger havde udnyttet grundene så optimalt som muligt inden for lokalplanens rammer således, at der på arealerne er opført så mange huse, som muligt.

Retten bemærkede blandt andet, at lokalplanens bestemmelser for området ikke gav mulighed for at antage, at der på grundene var 130 byggeretter, som Landsskatteretten ellers havde lagt til grund, og fandt på den baggrund, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var en sådan usikkerhed om, hvorvidt den foretagne vurdering ligger inden for det rimelige skøn, som tilkommer vurderingsmyndighederne.

Grundværdiansættelserne blev derfor hjemvist.